Støjdæmpning

Vi tager feedback om kommunikationsmisbrug alvorligt, og tidligere har vi tilføjet indstillinger, som lader spillere kontrollere, hvor meget de ser af andre spilleres avatarer, navne og stemme- og tekstchat. (Du finder disse i Indstillinger -> Spil -> Kommunikation og på pointtavlen). Indstillingerne er nyttige, men ulempen er, at de dæmper kommunikationen på må og få.

Så vi har arbejdet på et nyt system, som vil være mere præcist. Når det nye system er helt implementeret, vil spillere få en advarsel, hvis de modtager betydeligt flere rapporter om misbrug end andre spillere.

Hvis de ignorerer denne feedback og fortsætter med at modtage rapporter om misbrug, får de en straf: De bliver som udgangspunkt dæmpet af alle andre spillere. Denne automatiske dæmpning gælder, indtil spilleren optjener nok XP til at fjerne straffen, men andre spillere kan vælge at deaktivere dæmpningen manuelt (ligesom de kan med andre dæmpede spillere).

Eftersom det nye system drives af rapporter, vil spillere kunne etablere deres egne kommunikationsstandarder og sikre, at medspillere får anonym feedback, når de går over stregen.

Vi er allerede begyndt at registrere spilleres rapporter med det nye system, og du kan hjælpe os ved at gøre det til en vane at rapportere grove spillere for “krænkende kommunikation eller profil”, når du støder på dem. Bemærk, at rapporter vægtes højere for spillere, som spiller oftere og/eller rapporterer sjældnere, således at konti, som ikke genererer XP og/eller spammer med rapporter, ikke har så stor indvirkning.

Som altid kan du skrive til CSGOTeamFeedback@valvesoftware.com, hvis du har feedback og/eller bekymringer.